Telefon 75 32 11 66

Gode vandvaner

Vi har samlet en række gode råd om, hvordan du kan minimere dit årlige vandforbrug.

Ved at blive mere opmærksom på dit vandforbrug, kan du opnå besparelser på din vandregning. 

I køkkenet

Udskift gamle, dryppende haner med vandbesparende armaturer. En dryppende vandhane kan koste mange tusind liter vand om året. En åben vandhane kan faktisk forbruge op til 12 liter vand i minuttet, så derfor anbefaler vi dig at holde dine installationer tætte. 

Når du benytter opvaskemaskinen, så husk altid at fylde den helt op. Du behøver ikke skylle bestik og tallerkener af, inden de sættes i opvaskemaskinen. Du kan desuden købe A-mærkede hvidevarer, som garanterer et lavt vand- og energiforbrug. Lad i det hele taget være med at lade vandhanen løbe, når du ikke bruger vandet direkte. Undgå at vaske grøntsager og kartofler eller vaske op under en rindende vandhane. Brug i stedet en balje. 

Undgå desuden at lade vandet løbe indtil det når den rette temperatur. Du behøver eksempelvis ikke at fylde isnende koldt vand på vandflasken. Stil i stedet flasken på køl indtil vandet er tilpas koldt. 

Når du vasker tøj

Vask gerne ved lavest mulige temperaturer, og vask kun dit tøj når det er nødvendigt. Vi har en tendens til at vaske vores tøj alt for ofte, hvilket slider enormt meget på tøjet og miljøet. Derfor anbefaler vi at vaskemaskinen altid fyldes helt op, inden du sætter den i gang. 

Du kan desuden købe A-mærkede hvidevarer, som garanterer et lavt vand- og energiforbrug. Husk i øvrigt at aflevere din gamle vaskemaskine på genbrugspladsen. 

I haven

Vores planter og haver har helt naturligt brug for at blive vandet engang imellem. Du kan med fordel samle regnvandet i en tønde og anvende vandet derfra til at vande haven og blomsterne. Om sommeren skal børnene naturligvis have lov til at lege med vand i haven, men husk at tænke på miljøet og ikke mindst pengepungen. 

Brug en vandkande til at vande haven med i stedet for en haveslange. Haveslangen spilder ofte en masse vand, der hverken gavner din have, blomster eller miljøet. Vand ikke blomster midt på dagen mellem kl. 10-15. I dette tidsrum om sommeren vil meget af vandet fordampe inden planterne kan nå at optage det. 

Tag til stranden med børnene i stedet for at fylde badebassinet. Vælger du alligevel at bruge badebassinet kan du rense og dække af med en dug, når det ikke bliver brugt, så vandet kan genbruges hele sommeren. 

På badeværelset

Du kan også udskifte det gamle toilet med et nyt. De fleste ældre toiletter skyller med mellem 9 og 12 liter pr. gang, mens nye toiletter typisk kun bruger mellem 3 til 6 liter. Der kan derfor opnås gode vandbesparelser ved at installere et nyt vandbesparende toilet.

Tag brusebad i stedet for karbad. Et karbad ’koster’ omkring 180 liter vand, mens et brusebad typisk bruger 60 til 80 liter afhængig af, hvor længe du står i badet. 

Herudover kan du udskifte din bruser med en sparebruser. Så halverer du næsten vandforbruget i forhold til en almindelig bruser. 

Billede af rindende vand