Guld græsplæne, grøn samvittighed: Spar på vandet i tørkeperioden

Maj måned var utroligt tør og juni har fortsat med at levere varme, men også tørre dage. Derfor er det nu en god idé at tænke over, hvordan vi bruger vores vandressourcer med omtanke. Drikkevandet er nemlig en begrænset ressource. Læs med her og få fem gode råd til, hvordan du kan spare på vandforbruget i den tørre danske sommer.

Danske Vandværker har hjulpet lidt med rådene, så her kommer fem gode råd til, hvordan du kan bruge vandet med omtanke.

1: Vand ikke græsplænen selvom den er gul

Det kan være fristende at vande græsplænen, så den bliver grønnere, men den kan sagtens klare at blive gul. Den skal nok blive grøn og fin igen, når der kommer regn. Samtidigt kræver græsplænen omkring 20 liter pr. m2 græs, for at det giver den ønskede effekt. En have på 300 m2 skal derfor bruge 6.000 liter vand.

2: Brug en vandkande til at vande blomsterne

Haveslangen er den foretrukne havevander, men du kommer hurtigt til at bruge meget mere vand ved at bruge den løsning. Også mere end dine blomster har behov for. Hæld hellere vandet i en vandkande og brug den.

3: Vand haven morgen eller aften

Hvis du insisterer på at vande græsset eller haven, så gør det om aftenen eller morgenen. Det er så varmt midt på dagen i sommerperioden, at det meste at vandet når at fordampe inden det gør gavn for planterne og græsset.

4: Tag et kortere bad

Bruseren bruger meget vand, og hvis du korter mindst 5 af familiens ugentlige bade ned fra 15 til 5 minutter, så sparer du ifølge energistyrelsens hjemmeside op til 4.900 kr. om året.

5: Havepools og badebassiner

Den sidste er lidt sværere, for de fleste kan lide at fylde plastikbassinet derhjemme med vand og få en kølig dukkert i varmen. De bruger dog utroligt meget vand, så fyld dem med omtanke. Måske kan en opfyldning erstattes med en dukkert i havet i stedet.

 

Husk du som kunde altid kan spore dit vandforbrug på GEVs kundeportal.

Her kan du også tilmelde dig vores forbrugsalarmer, som sender dig en advarsel på e-mail, hvis dit forbrug over en periode ændrer sig markant. Har du spørgsmål til dit vandforbrug, er du også altid velkommen til at ringe til vores kundeservice på 75 32 11 66.


© copyright GEV 2022.

Verified by MonsterInsights