Fjernvarmen i Grindsted igen blandt landets billigste

Vi kan igen være godt tilfredse i Grindsted - vores fjernvarme er nemlig igen i år i toppen af de billigste i Danmark. I seneste opgørelse fra Forsyningstilsynet er GEV kun overgået af et enkelt andet selskab.

Udregningen som Forsyningstilsynet laver er på et såkaldt Standardhus på 130 m2, hvor de bor 4 personer. Her er det opgjort at landets dyreste pris for et års fjernvarme er godt 26.000 kr., mens vi i vores forsyningsområde kan levere den samme mængde varme for blot 7.400 kr. 

Samtidigt ligger der i disse priser ikke nogen direkte opgørelse over, hvorledes de forskellige selskaber skaber fjernvarmen. I Grindsted leverer vi således 90% grøn og fossilfri fjernvarme. Dansk Fjernvarme har tidligere markedsført at ca. 60% af den danske fjernvarme er helt grøn. Dermed er vi også her i top, og det er klart, at vores grønne fjernvarme har en indflydelse på prisen, da vi har lavet gode aftaler med blandt andet IFF (det tidligere DuPont) om udnyttelse af deres restvarme i produktionen, således at vi kan udnytte det til andelshavernes fordel.

Vi stiller os dog ikke tilfredse med den nuværende levering af grøn og fossilfri varme, men arbejder målrettet på at ramme 100% i fremtiden.

Fjernvarme